Red Barnet Ungdom Håndbogen

Red Barnet Ungdom vil ha en børnevenlig verden hvor børn og unges rettigheder blir taget alvorligt

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Forside Politiker Frivilligpolitik

Frivilligpolitik

Email Udskriv

Frivilligpolitik

Vedtaget af Red Barnet Ungdoms bestyrelse 19.3.2011.

Red Barnet Ungdoms formål

Velkommen som frivillig i Red Barnet Ungdom (RBU). Tak fordi du vil være med til at gøre RBU's vision om en børnevenlig verden, hvor børn og unges rettigheder bli'r taget alvorligt, til virkelighed.

I RBU gør vi en forskel for børn og unge. Vi arbejder med afsæt i FN's Børnekonvention og ud fra formålet om, at:

  • alle børns rettigheder i henhold til Børnekonventionen anerkendes og respekteres
  • alle børn bliver hørt og har indflydelse på de beslutninger, der berører dem
  • alle børn har kendskab til Børnekonventionen og deres rettigheder

Børn defineres i Børnekonventionen som alle under 18 år. Derfor er målgruppen for vores indsats børn og unge under 18 år. Alle, der deler RBU's formål, er velkomne som medlemmer af organisationen, men da vi er en ungdomsorganisation, som arbejder ud fra en ung-til-ung eller ung-til-barn-tilgang, er alle aktive frivillige mellem 15 og 30 år.

Formålet med frivilligpolitikken

Formålet med frivilligpolitikken er at sikre en fælles forståelse af, hvad det vil sige at være frivillig i RBU. Frivilligpolitikken tager udgangspunkt i RBU's værdigrundlag, som udtrykt i Børnekonventionen og vores vision. Frivilligpolitikken beskriver, hvad du som frivillig kan forvente af RBU, og hvad RBU til gengæld forventer af dig som frivillig.

Værdier for det frivillige arbejde i RBU:

  • Anerkendelse: I RBU ønsker vi, at alle børn og frivillige skal mødes med en anerkendende tilgang. Som frivillige i RBU er vi alle med til at skabe en kultur for anerkendelse, der sikrer, at alle børn, medfrivillige og ansatte vil opleve at være værdsat i organisationen for den, de er og for det, de gør. Vi ønsker en kultur, hvor vi møder hinanden anerkendende i tanke og handling. Det indebærer, at vi i vores arbejde tror på og handler ud fra, at andre omkring os handler ud fra den bedste intention og erfaring.
  • Inddragelse: I RBU ønsker vi, at alle børn inddrages i beslutninger, der vedrører dem. Som frivillig i RBU er du derfor også med til at sikre, at børn i dit projekt bliver hørt og inddraget I beslutninger, hvor de har en relevant stemme. Tilsvarende har vi som frivillige i RBU også ret til at blive inddraget i beslutninger, der vedrører os og vores arbejde. Og vi har pligt til at inddrage andre frivillige, når vi tager beslutninger, der vedrører dem og deres arbejde. Det er derfor vigtigt, at du som frivillig i RBU engagerer dig og bruger dine demokratiske medlemsrettigheder til at forbedre og ændre organisationen, hvis der er noget, du mener, vi sammen kan gøre bedre.
  • Engagement: I RBU er vi overbevist om, at handlinger flytter holdninger, og at vi kan gøre en positiv forskel for børn og unge gennem vores engagement. Som frivillig i RBU gør dit engagement en uundværlig forskel både i samværet med børn, og når du bruger din viden om børnene og projekterne til at påvirke organisationens beslutninger og til at udtale dig til f.eks. pressen. Dine ideer er afgørende for, at RBU kan være med til at sikre en børnevenlig verden, hvor børn og unges rettigheder bli'r taget alvorligt. Del derfor dine ideer med andre frivillige, din projektleder, din lokalforening eller medlemmerne af bestyrelsen, som er valgt til at lede organisationen.
  • Ansvarlighed: Det er afgørende for RBU's arbejde, at vi er en pålidelig organisation over for børn og samarbejdspartnere. Det er vores fælles ansvar at udbrede kendskabet til børn og unges rettigheder, og det er nødvendigt, at vi tager et stort ansvar for børnene, for projekterne og for RBU som organisation. For at sikre, at vi alle som frivillige lever op til vores ansvar, har RBU nogle regler, retningslinjer og politikker, som alle frivillige skal følge. Til frivilligfunktioner, der kræver en særlig grad af ansvarlighed, gør vi somme tider brug af frivilligkontrakter. I henhold til vores regler kan frivillige desuden udelukkes fra en aktivitet, hvis de opfører sig uansvarligt.

Hvad får du ud af at være frivillig i RBU?

  • Du gør en direkte forskel for børn og unge i Danmark og verden. Du får mulighed for at udvikle dig, indgå i en masse relationer og få store oplevelser med dejlige børn, unge og engagerede frivillige.
  • Du har stor mulighed for at få indflydelse på vores arbejde i RBU og derigennem at udvikle dine organisatoriske kompetencer.
  • Du får støtte og opbakning fra vores sekretariat, bestyrelse og lokalforeninger til at iværksætte nye initiativer, ideer og projekter.
  • Du får mulighed for at deltage i RBU's tværgående aktiviteter som f.eks. Roskilde Festival og fejring af Børnekonventionens fødselsdag samt for at deltage i kompetenceudviklende uddannelsesdage og faglige arrangementer.

Hvad forventer RBU af dig:

  • At du arbejder i overensstemmelse med vores værdier og holder dig orienteret om, hvad der sker i organisationen (f.eks. via nyhedsbrevet).
  • At du betaler dit medlemskab, opdaterer dine kontaktinformationer, afleverer børneattest inden du går i gang med en aktivitet og overholder vores regler og følger vores retningslinjer.
  • At du deltager aktivt i dine aktiviteter på det niveau, du har bundet dig til, og at du tjekker og besvarer RBU-relaterede mails mindst en gang om ugen.
  • At du trækker dig fra RBU's aktiviteter, hvis du ikke længere føler, at du kan arbejde i overensstemmelse med organisationens værdier, og at du orienterer din leder og eventuelle kontakt på sekretariat i god tid, når du vil trække dig fra dine aktiviteter.

Frivilligpolitikken i praksis

Som frivillige i RBU er vi alle ansvarlige for at give hinanden de bedste rammer og muligheder for at udføre vores frivillige arbejde. Det er derfor et fælles ansvar, at vi lever op til de regler og retningslinjer, der danner grundlag for vores samarbejde og arbejdet for og med børn.

Du kan læse mere om RBU's regler, retningslinjer, politikker m.v. på vores hjemmeside/intranet, hvor du eksempelvis finder vores:
- Retningslinjer for udgifter til transport, repræsentation, gaver m.v.
- Retningslinjer for pressekontakt
- Vejledning i forventningsafstemning
- Samværs- og tavsheds og oplysningspolitik

På vores Facebookprofil kan du holde dig orienteret om vores aktiviteter.

Har du spørgsmål til frivilligpolitikken, er du altid velkommen til at kontakte HR-udvalget på Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. eller sekretariatet på Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. .

 


Senest opdateret: Tirsdag, 29. marts 2011 11:14