Kontakt til og brug af sekretariatet
Hvis du skal være aktiv i en lokalforening eller skal starte en ny, vil du før eller siden komme i kontakt med Red Barnet Ungdoms sekretariat. Sekretariatet kan hjælpe dig med alt det praktiske vedrørende din lokalforening.
Hvis du er aktiv i Red Barnet Ungdom og er kørt fast, kørt træt eller har mistet overblikket eller bare har lyst til at fortælle noget fantastisk om, hvordan man kan redde børn, så kan du altid ringe til sekretariatet. Hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Jo mere du holder sekretariatet opdateret med dine aktiviteter, jo bedre mulighed har sekretariatet for at sikre, at din viden bliver spredt til andre i organisationen - og omvendt selvfølgelig.
Telefon, 35 24 85 42
- Ring til os en gang om måneden og fortæl, hvordan det går.
- Mail referater til os og put os på lokale mailinglister.
- CC dine mails til os. Vi er altid interesserede i at følge med og vil hellere have for mange end for få mails fra dig
- Snak med sekretariatet om hvilke mailinglister I gerne vil være med på. Det kan fx være en mailingliste til alle lokalforeningslederne eller bestyrelsen.
Møder
- Hvis du alligevel skal til København så stik hovedet ind. Vi spiser frokost cirka klokken 13.00. Du er altid velkommen til at få en bid med.
- Inviter dig selv til bestyrelsesmøder - blot giv os besked så vi ved du kommer.
- Invitér os til et af jeres møder - vi kommer gerne. Sig til i god tid.
- Følg med i hvad der sker i de andre lokalforeninger via aktivitetskalenderen på hjemmesiden. Er der fest eller arrangementer, så kig forbi, få inspiration og giv en hånd med.
Programmerne
Hvis du er på udkig efter nye projekter til din lokalforening, så er programmerne et godt sted at starte. Programmerne er klynger af projekter i Red Barnet Ungdom, der ligner hinanden. Det er altid lidt nemmere at starte projekter indenfor et program, for her har Red Barnet Ungdom ofte gjort sig tidligere erfaringer og programmerne har desuden ofte fundraiset sig til ansatte konsulenter på sekretariatet, der kan give ekstra hjælp.
Udvalgene
Udvalgene hjælper i samarbejde sekretariatet med de vigtigste arbejdsområder i lokalforeningen. Kommunikationsudvalget kan hjælpe med hvervning, økonomiudvalget hjælper kassererne med fundraising og økonomistyring. Regionsudvalget hjælper lokalforeningerne med kurser og videndeling mellem lokalforeningslederne. Der er ofte en del rejseaktivitet forbundet med at sidde i udvalgene. Til gengæld giver deltagelse i udvalgene ofte inspiration til driften af lokalforeningen. Det bliver også nemmere at trække hjælp ind til arbejdet i lokalforeningen, fordi udvalgsarbejdet giver større indblik i hvad der foregår andre steder i organisationen.
Lokale samarbejdspartnere
Der er gode muligheder for at finde lokale samarbejdspartnere. For det første kan du undersøge, om Red Barnet har en lokalforeninger i dit område det kan du gøre ved at kigge på Red Barnets hjemmeside. Det kan være en god idé at tage kontakt til dem og evt. holde et møde med dem - de kan ofte være en hjælp.
Man kan også få hjælp, penge og rådgivning fra kommunen. Det kan være en omstændig proces, men når I først får fat på de rigtige mennesker, kan det give meget til lokalforeningen. Dette er en opgave som sekretariatet også meget gerne vil hjælpe jer med. Mange kommuner har oprettet frivillig centre. Frivilligcentrene er lidt mere vant til at have med foreninger at gøre og kan hjælpe med at hverve frivillige.
I skal naturligvis også benytte jer af Red Barnet Ungdoms andre lokalforeninger. Dem møder i ved fælles arrangementer som årsmøde og kongres, de kan have gode erfaringer og ideer, som I kan bruge. Undersøg om der er nogen der har et projekt, der minder om jeres og hent inspiration fra dem. Det er ingen skam at spørge flere gange.




