RBUs Håndbog

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Forside At arbejde med et projekt

Forord

Email Udskriv

I dette kapitel af RBU håndbogen kan du læse om projektarbejde i Red Barnet Ungdom.

Kapitlet er bygget op omkring 4 faser i det frivillige projektarbejde: definitionsfasen, planlægningsfasen, udførelses- og opfølgningsfasen samt afslutnings- og evalueringsfasen. I praksis er overgangen mellem faserne ofte flydende, men opdelingen kan alligevel være en hjælp til dig, som skal arbejde med projektstyring og -planlægning for første gang.

Den første fase er definitionsfasen. Opgaven er i denne fase at indkredse og definere hvilket problem projektet skal løse. Den anden fase er planlægningsfasen, hvor der udarbejdes en køreplan og projektbeskrivelse for projektet. Den tredje fase er selve udførelses- og opfølgningsfasen, dvs. den fase, hvor projektet er i "drift". Den sidste og fjerde fase er afslutnings- og evalueringsfasen, hvor projektet afvikles og evalueres.

Under afsnittet om planlægning af dit projekt kan du se en vejledning til hvordan du kan udarbejde en projektbeskrivelse. Sidst I kapitlet kan du se hvor du kan hente hjælp og sparring.

Hvad er et projekt?
Spørgsmålet "hvad er et projekt" er ikke så enkelt at besvare. I projektlitteraturen findes utallige forsøg på at indkredse og definere projekter. Projekter i Red Barnet Ungdom har dog ofte følgende kendetegn:

  • Et projekt har et klart defineret start- og sluttidspunkt, dvs. at et projekt altid har en afslutning.
  • Et projekt er præget af en vis kompleksitet, som ofte kræver samarbejde på tværs af fagområder og kompetencer.
  • Et projekt har et klart formål, tydelige deadlines og et budget.
  • Et projekt skaber forandring, dvs. at "noget" er ændret, når du er færdig med dit projekt.

Kapitlet er skrevet som en grundlæggende introduktion til arbejdet med projekter i Red Barnet Ungdom og intentionen er at indholdet kan anvendes på tværs af indsatsområder og regioner. Kig også under det indsatsområde dit projekt hører under for yderligere og mere specifikke informationer og retningslinier vedrørende projekter.

Senest opdateret: Mandag, 9. november 2009 19:49